Jeg oplever ofte at forældre bliver udfordret og kommer på hårdt arbejde, når barnet viser store følelser. Når barnet er vredt eller ked ad det, gør vi alverdens krumspring for at få det til at gå væk hurtigts muligt. Vi lokker med is eller skærmtid. Vi siger “visse-vasse, det er da ikke så slemt” eller “se der er en fugl”. Alt sammen i håbet om, at barnet vil glemme følelsen og komme hurtigt videre.

Men min viden og erfaring, fortæller mig, at det er det modsatte barnet har behov for.

Voksne kan ofte neglisere børns følelser, måske fordi vi synes det er fjollet eller ikke stort nok. Vi voksne ved, hvad livet kan bringe og der er tungere ting at græde over end “dumme bukser som driller”, en lille skræmme på fingeren eller den hoppebold man ikke må få. Men for barnet er følelsen ægte uanset, hvad der er gået forud for den!

Hvordan vil vi selv mødes? Med forståelse eller “se at komme videre!”? Vil vi ikke gerne lyttes til og være sammen med nogen, som kan rumme, at vi har det svært. At vi enten er vrede over noget som er gået os imod eller kede af det over en sørgelig begivenhed. For mig er det livsnødvendigt, at bliver rummet med forståelse og nærvær af en nær ven, som har lyst til, at lytte og være sammen med mig, når jeg har det svært.

Er det så vigtigt, at være i følelsen med barnet? JA, det mener jeg det er. For derigennem viser du barnet, at du kan være sammen med det uanset, hvad der sker og du altid vil være dér, når der er brug for det. At du kan håndtere følelser og ikke har brug for at flygte fra dem. Du er dér i følelsen sammen med barnet også selvom du har mest lyst til at få det til at “gå væk”. Følelser er ikke farlige. De er der for at gøre os bløde om hjertet og nære empati og forståelse for andre OG os selv ikke mindst.

Er det ikke bedre, at vi få barnet ud af følelsen hurtigst muligt, så det er fri for at være så vred eller ked af det? NEJ, det mener jeg ikke er godt for barnet. Når vi forsøge at få barnet ud af følelsen, er det oftest fordi vi ikke selv kan rumme følelsen i os selv. Fordi vi i barndommen ikke selv blev anerkendt i vores følelsesliv, men blev måske bare kaldt “hysterisk” eller “nærtagende”. Vrede var upassende og noget man skammede sig over bagefter og endda undskyldte.

Det er netop meget vigtigt, at barnet få plads til at mærke følelsen gå fra at være stor og fylde meget til at blive mindre og mindre for tilsidst at forsvinde igen. Det giver barnet erfaring med at “jeg gik ikke i stykker” og det gik over igen. Og en oplevelse af, at følelser er ikke farlige. Når barnet oplever den voksne forsøger at “forstyrre” følelsen og lave krumspring for at komme væk fra den, så forstår barnet, at følelser er noget jeg skal gemme væk og holde inde. De må ikke fylde for omverdenen kan ikke rumme dem. Følelseslivet bliver mindre og barnet mere ensom, da det skal forsøge at deale med det selv.

Derfor må vi møde børn på samme måde, som vi selv ønsker, at blive mødt af andre. Med omsorg, forståelse og nærvær. Derigennem lærer barnet at være med sit følelsesliv på en måde, hvor det lærer, at kommer igennem det der er svært og bliver igennem opvæksten og ind i voksenlivet bedre i stand til at klare sig følelsesmæssigt igennem livest store udfordringer. En vigtig egenskab i denne verden, hvor vi falder og skal rejse os op igen og kommer videre derfra.