Ind imellem kommer jeg i situationer, hvor det ikke går længere. Hvor jeg i for lang tid ikke har lyttet til min indre stemme, som fortæller mig, at “nu skal du sørge dig selv”. Fx. som at blive for længe i et selskab, hvor der konstant er overfladesnak/smalltalk og inaktivitet så børnene og jeg selv bliver rastløse og EKSTREM trætte. Jeg bliver fysisk og psykisk utilpads, men har svært ved, at trække mig ud af det i tide, da det bliver for kompliceret. Det ender derimod med, at jeg går helt i brædderne, når jeg kommer hjem og bliver virkelig `nedern´at være sammen med. Vrissen og indelukket!

Jeg må indrømme, at jeg nyder mit eget selskab

Og tilmed med god samvittighed! Må også tilstå, at jeg er stolt over at være kommet dertil, at jeg kan sige det højt og stå ved det. Jeg holder af at være mig selv, med mine egne tanker og trangen til at gøre, hvad der falder mig ind, uden forstyrrelser.

Som mor til 4 børn, har jeg mange gøremål samt bekymringer og tanker, som omhandler deres ve og vel. Der er tonsvis at tage sig til, når man har børn og det kan tage sådan en drejning, at man ikke længere er i stand til, at stoppe op og finde balancen i det hele. Det er hamsterhjulet der kører hurtigere og hurtigere og glæden ved at være i tilværelsen sammen med børnene kan være svær at finde. De små lyse stunder, bliver færre og færre, da alt går op i pligter og logistik. Æv! Det er ikke vejen frem til et godt familieliv.

Jeg holder MEGET af at være mor for mine børn, men jeg holder også af, at give omsorg til mig selv. Det kunne jeg ikke vedkende mig for nogle år siden. Der var jeg kun noget og nogen igennem mine børn og min rolle som mor. Det har vist sig, ikke at være nok eller særlig hensigtsmæssigt. Hverken for mig selv og børnene. Det er ALT for stort og urimeligt et ansvar at pålægge mine børn!

Jeg må konstant arbejde med at skabe balance mellem at være noget for min familie (mand og børn) og noget for mig selv. For mit vedkommende har jeg været sådan ude af balance at jeg har været væk fra mig selv alt for mange gange gennem mine 14 år som mor. Det fungerer ikke godt for et familieliv, hvor vi alle skal have lov til at være os selv i fællesskabet.

Mange kærlige tanker herfra om, at også du mærker glæde af at være alene og sætter pris på dit eget selskab, som den du er 😉