I familien har vi alle en betydningsfuld rolle og derfor kan det mærkes af alle, når bare én i familien ikke trives. Når én i familien giver udtryk for mistrivsel, er det hele familien som har brug for hjælp og skal stille sig åbne for at noget skal forandres. Her er familieterapi til stor gavn og afgørende for at komme ud på den anden side af problemerne.

Vi voksne kan være tilbøjelige til at gøre vores børn til årsag for problemerne. Deres adfærd bliver problematiseret og vi kommer til at fokusere på barnet. Men i mit arbejde med at “behandle” hele familien, bliver barnet sat fri og vi ser på hele dynamikken i familien. I virkeligheden skal vi ikke se på barnet isoleret, men på samspillet og rammerne omkring barnet. Så kan vi begynde at forstå hvorfor barnet agerer som det gør og det giver mere mening. Vi kan blive de bedste forældre for vores børn, hvis vi øver os i, at lytte til det de egentlig forsøger fortæller os.

Vi er en familie med tre små børn som har udfordringer både med strukturen i hverdagen og nogle gange at enes i parforholdet. Vi har haft stor glæde af Lindas evne til at give hinanden forståelse for den andens situation. Hun er rolig og aldrig dømmende over for nogen af parterne, og hun er god til at sætte sig ind i den enkeltes situation og giver råd som giver mening for begge parter. Det er tydeligt at hun har stor interesse og erfaring i at arbejde med børn og børnefamilier og hun er meget lyttende overfor vores udfordringer med børnene og strukturen i hverdagen. Hun har altid konkrete løsningsforslag uden at man føler sig nedgjort og ingen emner føles som tabu. Vi vil varmt anbefale Linda

Hvad eller hvem lever du for?

Lever du for at være noget i andres øjne eller for en vigtig sag, som gør en forskel for andre mennesker? Hvad får dig op om morgenen og igang med dagen? Hvad er det første du gør når du står op om morgenen og det sidste du gør når du går i seng om aftenen? Hvad fylder dine tanker og hvad ligger til grund for dine handlinger.

Mærker du hvordan det står til i din krop og lægger du mærke til dine tankestrømme? Fylder du din krop med noget som gør dig godt i løbet af dagen eller får du slet ikke taget stilling til om du har brug for noget andet end det du lige har ved hånden? Er det tiden der forhindrer dig i at vælge anderledes eller at du kommer i sidste række at prioriteringer ? Når det kommer til de tanker du gør dig i løbet af en dag, er de tanker så mest omkring andre menneskers ønsker, behov og trivsel eller har du også dig selv i fokus? Har du nogensinde tænket på, hvor vigtig du er i dit eget liv?

Mange at os skammer os ved tanken om at vi selv er vigtige og måske endda dén allervigtigste i eget liv. “Betyder det så, at jeg er ligeglad med andre og gør det mig selvoptaget?”

Hvis du har børn er det naturligt at være optaget af dem og jo mindre vores børn er, jo mere tilsidsætter du dig selv for at tilfredsstille deres behov. Det er meget almindeligt og noget enhver forælder kender til. Der sker så ofte det, at vi mister kontakten til os selv og vi lytter ikke ind til vores egne udsagn om at være nået til en grænse og ikke har mere at give til andre. Vi bliver fraværende og ikke autentiske. Andre kan ikke mærke, hvor vi er og vi lader dem træde ind over vores grænser indtil vi til sidst bryder ud i vrede eller trækker os mere og mere.

Hvad giver dig energi og tanker dig op? Hvis din intuition fortæller dig, at det er alenetid, så behøver du ikke gøre det til noget stort og tro at det kræver en hel dag, ude af huset, før det bliver godt nok. Det kan lige så vel være at en lang gåtur alene kan gøre det og så gøre det med kortere tid imellem. Eller at lytte til en podcast en halv time hver eftermiddag i en periode. Eller 10 minutter i sengen hver morgen imens din partner vækker børnene (stræk hele kroppen igennem, vejrtrækningsøvelser, en kort meditation etc.). Denne langsomme opvågning kan gøre dig parat til en dag, hvor du skal være noget for andre der hjemme og/eller på jobbet.

Vi må gerne være optaget af os selv! Hvem er jeg og hvordan er jeg i verden? Hvor går mine grænser, hvad vil jeg med livet og hvad vil jeg egentlig med de mennesker jeg har tæt på mig? Ønsker jeg nogen tættere på eller nogen længer væk? Det er nogle af de meget sunde spørgsmål vi kan stille os selv og vi må stille dem igen og igen for de ændrer sig med tiden. Livet står ikke stille, hvad enten vi vil det eller ej og vi må forholde os til det.

Mine 4 børn er nu mellem 10 og 17 år, og jeg indser mere og mere, at de har brug for at vide, hvem jeg er og hvordan jeg forholder mig til verden. De har brug for at kunne spejle sig i deres forældre for at finde dem selv og det kan de bedst, hvis vi som forældre er tydelige og ærlige om hvem vi er. De har brug for at se at jeg tager mig selv alvorlig og handler på det jeg siger og står inde for det jer gør både det gode og det som er svært for mig.

“Er jeg ligesom mine forældre? Hvis ikke hvem er jeg så?”

“Hvor går mine forældres grænser til og hvor går mine egne?”

“Kan jeg regne med at mine forældre er troværdige, når jeg beder om hjælp og ønsker deres råd og holdning?”

“Jeg er ikke hele deres centrum, men en del af det” (heldigvis for det, så jeg ikke er ansvarlig for deres lykke og tilfredshed)

Alle i familien skal have plads til at være den de er og kunne udvikle sig. Ingen, hverken børn eller voksne, har godt af at fylde det hele

Nogle parforhold er så konfliktfyldte at at det fylder mere end hvad godt er og kan have store konsekvenser for vores børns trivsel. Vi risikerer at børnene bliver en del af konflikten på en måde, hvor vi bruger børnene imod hinanden “Så tager jeg børnene og kører min vej!”.

Den ene forælder indtager offerrollen og børnene føler sig nødsaget til at trøste dén voksne som bliver ked af det og fremstår såret på følelserne.

En anden risiko, er at vores børns udvikling og krav på omsorg bliver sekundært i familien, da forældrenes forhold bliver vigtigere og børnene.

Er du i den situation at forældre-konflikten fylder så meget at I ikke får set på jeres børn og deres trivsel i familien? Jeg vil anbefale jer at få hjælp til at løse jeres konflikter og få våbenhvile så der igen bliver plads til jeres børn i familien.

Jeres børn ved godt at I har det svært sammen, også selvom I synes at I er mestre i at skjule det for dem. Hvis børnene bliver hørt, vil I blive overraskede over, hvor meget de ved om jeres skænderier og hvad det gør ved dem, når I er vrede på hinanden. Også tavshed gør ondt og er ikke bedre end et åbentlyst skænderi. da det placerer en ligeså stor usikkerhed hos barnet.

Når forældre skændes meget bliver barnet fyldt op med tanker som “Er det min skyld de skændes? Er det mig som skal være anderledes?”. Børnene kan godt tåle at vide, hvad der gør mor og far uvenner. Det giver dem en følelse af at I tager ansvar og det ikke længer behøver at hvile på barnet.

Når vi taler om robusthed, mener jeg også vi bør blande sårbarhed ind i snakken. Der er et midterpunkt imellem disse to begreber, som i sidste ende giver en livsduelighed til at kunne være i verden og leve livet uden at falde sammen og ikke kunne rejse sig igen. Men det er ikke ønskværdigt aldrig at falde sammen, men kun være stærk og robust. Vi bliver kun stærkere ved at snuble en gang imellem.

Når jeg møder mennesker finder jeg det særligt interessante, når jeg møder deres blødhed, tvivl og usikkerhed. Ægtheden træder frem, når den robuske overflade krakkelerer og vi kan tale om det der ikke er let ved livet. Alt fra de svære relationer, arbejdslivet og vores fysiske samt mentale begrænsninger. Her er vi alle ens og alle mere eller mindre sårbare! For livet bider os alle sammen i kinderne eller bagdelen…

Men vi vil så gerne ikke være svage. Vi vil så gerne hoppe på den fælles båd som hedder “her er vi alle sammen overskudsmennesker, uden udfordringer som gør os usikre og tvivlende”. Det er en drøm vi alle sammen jagter og vi overbeviser os selv om at -når jeg har gjort dét her, så er jeg tættere på det uproblematiske liv, hvor det bare en ren nydelse-. Men BOM! så sker det utænkelige! Vi skal skilles eller en nær ven dør eller vi kunne ikke holde til det job vi ellers drømte om og også var heldige af få. Lige dér ved vi, at vi alle bliver sårbare og mister vores stålsatte og tjekkede ydre, på flere tidspunkter gennem livet.

Men det er her, i disse bølger, imellem sårbarhed og robusthed, at vi mærker livet og det er, i disse bølger, vi styrker vores livsduelighed. Og her vi skal tage stilling til, hvad vi skal gøre og hvad vi har brug for, for at komme igennem. Det kræver ofte, at vi finder nogle mennesker vi kan stole på og som kan være sammen med os, når vi har det svært. Som ikke forsøger at få os ud af problemerne eller de svære følelser, men som kan rumme at vi er i vildrede og ikke endnu kan sætte ord på, hvad vi har brug for. For der er ikke én opskrift på hvordan man kommer igennem en udfordring. Men en ting er sikkert; det er til stor gavn at tale sig klogere på sig selv. Altså at kunne snakke om det der er svært, for at komme igennem tvivlen og finde svar på den anden side. Ikke andres svar, men sine egne svar! Og det kan tage tid at finde egne svar og vi kommer gang på gang til at rette os efter andres svar på løsningen og havner derfor tilbage til udgangspunktet. Vi tænker “nu står jeg her igen” og må endnu en gang tage fat ved roden. Men for hver gang udvikles både vores sårbarhed og robusthed.

Jeg oplever ofte at forældre bliver udfordret og kommer på hårdt arbejde, når barnet viser store følelser. Når barnet er vredt eller ked ad det, gør vi alverdens krumspring for at få det til at gå væk hurtigts muligt. Vi lokker med is eller skærmtid. Vi siger “visse-vasse, det er da ikke så slemt” eller “se der er en fugl”. Alt sammen i håbet om, at barnet vil glemme følelsen og komme hurtigt videre.

Men min viden og erfaring, fortæller mig, at det er det modsatte barnet har behov for.

Voksne kan ofte neglisere børns følelser, måske fordi vi synes det er fjollet eller ikke stort nok. Vi voksne ved, hvad livet kan bringe og der er tungere ting at græde over end “dumme bukser som driller”, en lille skræmme på fingeren eller den hoppebold man ikke må få. Men for barnet er følelsen ægte uanset, hvad der er gået forud for den!

Hvordan vil vi selv mødes? Med forståelse eller “se at komme videre!”? Vil vi ikke gerne lyttes til og være sammen med nogen, som kan rumme, at vi har det svært. At vi enten er vrede over noget som er gået os imod eller kede af det over en sørgelig begivenhed. For mig er det livsnødvendigt, at bliver rummet med forståelse og nærvær af en nær ven, som har lyst til, at lytte og være sammen med mig, når jeg har det svært.

Er det så vigtigt, at være i følelsen med barnet? JA, det mener jeg det er. For derigennem viser du barnet, at du kan være sammen med det uanset, hvad der sker og du altid vil være dér, når der er brug for det. At du kan håndtere følelser og ikke har brug for at flygte fra dem. Du er dér i følelsen sammen med barnet også selvom du har mest lyst til at få det til at “gå væk”. Følelser er ikke farlige. De er der for at gøre os bløde om hjertet og nære empati og forståelse for andre OG os selv ikke mindst.

Er det ikke bedre, at vi få barnet ud af følelsen hurtigst muligt, så det er fri for at være så vred eller ked af det? NEJ, det mener jeg ikke er godt for barnet. Når vi forsøge at få barnet ud af følelsen, er det oftest fordi vi ikke selv kan rumme følelsen i os selv. Fordi vi i barndommen ikke selv blev anerkendt i vores følelsesliv, men blev måske bare kaldt “hysterisk” eller “nærtagende”. Vrede var upassende og noget man skammede sig over bagefter og endda undskyldte.

Det er netop meget vigtigt, at barnet få plads til at mærke følelsen gå fra at være stor og fylde meget til at blive mindre og mindre for tilsidst at forsvinde igen. Det giver barnet erfaring med at “jeg gik ikke i stykker” og det gik over igen. Og en oplevelse af, at følelser er ikke farlige. Når barnet oplever den voksne forsøger at “forstyrre” følelsen og lave krumspring for at komme væk fra den, så forstår barnet, at følelser er noget jeg skal gemme væk og holde inde. De må ikke fylde for omverdenen kan ikke rumme dem. Følelseslivet bliver mindre og barnet mere ensom, da det skal forsøge at deale med det selv.

Derfor må vi møde børn på samme måde, som vi selv ønsker, at blive mødt af andre. Med omsorg, forståelse og nærvær. Derigennem lærer barnet at være med sit følelsesliv på en måde, hvor det lærer, at kommer igennem det der er svært og bliver igennem opvæksten og ind i voksenlivet bedre i stand til at klare sig følelsesmæssigt igennem livest store udfordringer. En vigtig egenskab i denne verden, hvor vi falder og skal rejse os op igen og kommer videre derfra.

Juledagene er rendt ud og det nye år nærmer sig. Tilbage sidder jeg med følelsen af, at noget i løbet af året er lykkedes. Noget er gået godt.

Juleaften blev jeg grebet af en stor tilfredshed og glæde ved at se på mine børn. 3 af dem tjener deres egen penge på avisruter og korsang og derfor havde jeg bedt dem om selv at købe gaver til familien. Det tog de til sig med det samme og begyndte hurtigt, at gå meget op i det. De gjorde sig umage og kom til mig på skift for at snakke om deres idéer og bad om gode råd. Det endte altså ud i, at de så frem til at give hinanden gaver. Noget var hjemmelavet og andet var gammelt og gik i arv. Noget blev købt af de tjente penge. Uanset hvad og hvordan, så var det en fornøjelse, at følge processen. Der blev ordnet, købt, pakket ind og gjort klart. Alle gaver var klar til at blive lagt under træet og det var sjovt at se, hvordan hver deres gemyt afspejlede sig i måden det blev gjort på. Den ene var igang i god tid og havde gavene helt klar og pakket ind mange dage i forvejen. Den anden havde gjort meget ud af at gaverne var personlige og detaljeret pakket ind. Den 3. var ikke i så god tid, men ikke desto mindre kreativ i udvælgelsen af gaver for at spar lidt på pengene. Super sjovt at følge.

Dog vil jeg blot fortælle, at det allerskønneste ved hele dette “I-giver-selv-gaver-projekt”, var at se deres omgang med hinanden på selv juleaften. At se alle 4 børn gå hen og give hiananden et kram hver gang de fik en gave, var altså bare helt vidunderligt at se på. Jeg er rørt helt ind i min moderlige kerne. Den kerne, hvor jeg ikke er andet end MOR og hvor alt andet er sekundært. Stoltheden bliver stor og følelsen af, at være tæt på disse skønne unger, fylder mig med taknemmelighed.

Jeg har et ønske om, at mine børn får et godt og nært forhold til hiananden, som vil følge dem op igennem livet i gode og svære tider. Denne oplevelse giver mig en tro på, at det nok skal lykkes…

Som tiden går, kan jeg se, hvordan mange personlige og mellemmenneskelige kampe kan blive mindre og færre, hvis vi blev bedre til at se på vores forestillinger og giver slip på dem. Det vil gavne vores forhold til vores børn! Her tænker jeg særligt på de forestillinger, hvor vi har overbevist os selv om at noget skal være på en bestemt måde før det er rigtigt. Èn bestemt måde, hvor andet kun kan være forkert. 

Som tiden går, kan jeg se, hvordan mange personlige og mellemmenneskelige kampe kan blive mindre og færre, hvis vi blev bedre til at se på vores forestillinger og eventuelt giver slip på dem. Det vil også kunne gavne vores forhold til vores børn! Her tænker jeg særligt på de forestillinger, hvor vi har overbevist os selv om at noget skal være på en bestemt måde føre det er rigtigt. Èn bestemt måde, hvor andet kun kan være forkert.

Ifølge den danske ordbog betyder forestilling: billede der opstår i ens bevidsthed når man tænker på, fantaserer eller forestiller sig noget; (indgroet og evt. urealistisk) måde at anskue eller opfatte noget på.

Derimod betyder virkelighed sammenfatning af de ting, forhold eller omstændigheder som rent faktisk findes eller gør sig gældende (på et bestemt tidspunkt) • i modsætning til det mulige, sandsynlige, ideale eller til det der (kun) findes i fantasien, drømmene el.lign. tilstand, hvor noget ikke længere kun findes i tanken, teorien el.lign., men har fået faktisk eksistens, hvis man bevæger sig ud over det tilsyneladende og ser på hvordan noget egentlig eller faktisk forholder sig.

Når vi giver slip på forestillingen om at denne ene måde, at gøre det på er det eneste rigtige, kan vi også meget bedre rumme andre mennesker og værdsætte forskelligheder. En helt konkret forandring vil ske i vores kontakt med vores børn og andre nærtstående mennesker i vores liv. Vi vil blive mene hjertelige, tilgivende og overbærende. OG som en ekstra bonus vil vi også opleve en langt større rummelighed overfor os selv med vores manglende evner og fejltagelser gennem livet. For dem besidder vi alle, hvad enten vi vil kendes ved det eller ej.

Jo mere vi giver slip på vores forestillinger, des mere vil vi møde andre med hjertet. Og når det sker, vil vi mærke en større kontakt og flere mellem-menneskelig møder, hvor vi er istand til at sætte os ind i den andens situation uden, at dømme om det er rigtigt eller forkert. Men mere at det bare er eller var sådan for vedkommende.

Når jeg tænker tilbage på mit liv og især livet som mor, falder det mig ind, at jeg var fyldt op af mange forestillinger om det at være mor, hvordan jeg ville gribe det hele an og og ikke midst, hvad der var rigtigt og forkert at gøre! Jeg havde tendens til at tro at der var noget altdominerende som var mere rigtigt og jeg forsøgte ihærdigt at gennemtænke og gennemskue, hvad det måtte være. Jeg forsvandt nærmest fra jordens overflad i arbejdet for at finde svaret. Oftest udenfor mig selv.

Jeg har opgivet mange forestillinger igennem tiden. Ikke fordi jeg havde lyst til det, men fordi jeg blev tvunget ud i det gennem en brat opvågning, som jeg var helt uforberedt på. Det har dog været en gave for mig, at vågne op og jeg er taknemmelig for det den dag idag! Og for hver gang jeg har sluppet en forestilling, har det frigivet energi og gjort mig mere nærværende og autentisk overfor mine omgivelser og i særlig grad overfor mine børn og mand OG Linda -her self.

Idag træffer jeg stadig beslutninger ud fra, hvad der er mest rigtigt. Men ikke ud fra forestillingen om, at det er rigtigere end noget andet. Nu er det beslutninger ud fra min families virkelighed og ressourcer på et givent tidspunkt. Og vel vidende, at noget andet vil give mere mening i fremtidige situationer.

Når der skal ske forandring i familien

Når mor og/eller far ønsker at noget i familien skal blive bedre eller anderledes, er det en god idé at inddrage hele familien i en familiesamtale. Det er nemlig sådan, uanset om vi vil erkende det eller ej, at børnene fornemmer og ved, at noget i familien ikke er helt så godt. Derfor er det vigtigt, at børnene i familien hører deres forældre tale om dét, som kan være svært og det de gerne vil gøre anderledes eller håber på vil ske. Børnene oplever at forældrene tager ansvar. De bliver sat frie og skal ikke bære på byrden om det er deres skyld at familien lider.

I årene 2015-2017 var jeg hårdt ramt af stress. Årene op til var meget krævende arbejds- og familiemæssigt. Det har unægteligt og med blødende hjerte, påvirket mine nærmeste relationer, altså mit forhold til min mand og børn. Det er en tid jeg ser tilbage på med tristhed og jeg har hele vejen igennem vidst, at jeg måtte tage mig af det. Men det har krævet tid til refleksion og bearbejdelse for at komme dertil at jeg kunne gøre det. Jeg måtte erkende, hvad der egentligt foregik i mig, siden jeg reagerede, som jeg gjorde og først derfra kunne jeg tage det fulde ansvar for det, der var svært dengang.

Derfor besluttede jeg en dag, at “invitere” mine 5 skønne familiemedlemmer en tur i familietjek. De gik heldigvis med til det og de kunne nok også mærke, at de ikke havde noget valg;). 

Det blev en samtale, som jeg havde håbet på. Hvor jeg fik sagt at, hvad der skete dengang slet slet ikke var i orden. At jeg blev alt for vred, alt for ofte og jeg også tit var urimelig. Mine 4 børn har reageret forskelligt. Særligt én af mine børn havde jeg mange konflikter med. Han er en dreng med store følelser, forstået på den måde, at han er meget tydelig og udtryksfuld og har let til tårer og frustration. Det er jo rigtig godt, men det magtede jeg overhovedet ikke at sætte pris på dengang. Jeg var så følelsesmæssigt sårbar, at jeg ikke magtede de følelser, han foldede ud. Hans udtryk af følelser fremkaldte modstand i mig. En modstand mod mine egne følelser, som jeg dengang ikke ville se på.

Denne session med familietjek fik sat en god proces i gang i familien. Den åbnede op for, hvordan vi alle trives og jeg fik sagt det jeg gerne ville, særligt til min ene dreng, som var særligt påvirket af min stressperiode. Børnene fik også sagt noget om, hvad de så og hvordan de synes det er at være i familien. Det var skønt at høre deres ord og formuleringer! Selvom det også gjorde ondt når gav udtryk for en tristhed. Vi fik også talt om hvad der er godt i vores familie og hvordan vi kan gøre noget andet fremover.

Alle familier er i perioder ramt af større eller minde udfordringer og kan have god gavn af en familieterapeut. Sådan én er jeg og jeg hjælper gennem samtaler med forældre m/u børn. Forløbene kan være af forskellig varighed og bliver tilrettelagt efter familiens behov.

Mine forløb med familier starter enten med hele familien fra første samtale og ellers er det også almindeligt at de første samtale er med forældre alene for at få indblik i familiens problematik inden børnene er med. Det afhænger af problematikken og det er meget forskelligt, hvad der virker bedst og det afgørende er, at atbejde med jeres egen intuition og kendskabet til jeres familie.

Når jeg arbejder med konceptet at være “en tjekket familie”, så bygger det på mit arbejde gennem mange år med børn og deres forældre. Jeg har gennem disse års erfaring, set hvor meget vi kan forandre for børnene, når vi inddrager hele familien og får ansvaret tilbage til forældrene. Det er, når vi som forældre tager ansvar, at forandringer sker. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det ❤

….og det er også godt

I mange år troede jeg på, at det var bedst og vigtigt, at min mand og jeg gjorde tingene på samme måde med børnene. Men det er dog gået op for mig, at mange har det sådan, at et forældrepar helst skal være enige om, hvordan tingene skal gøres. Det kan f.eks. være angående måden vi putter børnene om aftenen eller hvad de skal og ikke skal have med i madpakken. Forældre bruger meget tid på at snakke om mange små detaljer for at finde til enighed. Ofte får kvinden ret, da hun går op i detaljerne og manden måske tager lidt lettere på tingene og bekymrer sig mindre. Ham giver slip, da han mærker at hun holder fast…meget fast.  

Udfordringen her er dog, at når moren får gennemtrumfet, hvordan hun gerne så at tingene blev gjort, ja så skal faren forsøge, at opfylde hendes kriterier.

Det er ikke godt! Manden kommer ganske enkelt på overarbejde for, at gøre sit bedste og står hele tiden til regnskab for, om han gøre det godt nok. Det kan meget let gå hen og blive problematisk for deres parforhold, da kvinden får en tendens til at bedømme det manden gør. Hun har nemlig defineret, hvad der er rigtig eller forkert at gøre.

Mandens integritet forsvinder let i en børnefamilie og det er ikke sundt for børnene, at være tilskuer til. Manden mister sin betydning og autentisitet og kvinden bliver familiens overhoved. Sagt sådan meget direkte og uden filter! Men det er det jeg ofte ser og hører.

Vi skal give hinanden plads til at gøre nogle ting uden at få tilladelse fra den anden først. Det må være okay når far beslutter, at den står på pandekager til aftensmad, når mor ikke er hjemme. At far putter børnene bedst på sin måde.

Med forståelse, rummelighed og respekt for forskellighed kommer vi længere end langt. Disse egenskaber give vi videre til vores børn og det kan kun være gavnligt for deres fremtidige sociale liv.