Når vi taler om robusthed, mener jeg også vi bør blande sårbarhed ind i snakken. Der er et midterpunkt imellem disse to begreber, som i sidste ende giver en livsduelighed til at kunne være i verden og leve livet uden at falde sammen og ikke kunne rejse sig igen. Men det er ikke ønskværdigt aldrig at falde sammen, men kun være stærk og robust. Vi bliver kun stærkere ved at snuble en gang imellem.

Når jeg møder mennesker finder jeg det særligt interessante, når jeg møder deres blødhed, tvivl og usikkerhed. Ægtheden træder frem, når den robuske overflade krakkelerer og vi kan tale om det der ikke er let ved livet. Alt fra de svære relationer, arbejdslivet og vores fysiske samt mentale begrænsninger. Her er vi alle ens og alle mere eller mindre sårbare! For livet bider os alle sammen i kinderne eller bagdelen…

Men vi vil så gerne ikke være svage. Vi vil så gerne hoppe på den fælles båd som hedder “her er vi alle sammen overskudsmennesker, uden udfordringer som gør os usikre og tvivlende”. Det er en drøm vi alle sammen jagter og vi overbeviser os selv om at -når jeg har gjort dét her, så er jeg tættere på det uproblematiske liv, hvor det bare en ren nydelse-. Men BOM! så sker det utænkelige! Vi skal skilles eller en nær ven dør eller vi kunne ikke holde til det job vi ellers drømte om og også var heldige af få. Lige dér ved vi, at vi alle bliver sårbare og mister vores stålsatte og tjekkede ydre, på flere tidspunkter gennem livet.

Men det er her, i disse bølger, imellem sårbarhed og robusthed, at vi mærker livet og det er, i disse bølger, vi styrker vores livsduelighed. Og her vi skal tage stilling til, hvad vi skal gøre og hvad vi har brug for, for at komme igennem. Det kræver ofte, at vi finder nogle mennesker vi kan stole på og som kan være sammen med os, når vi har det svært. Som ikke forsøger at få os ud af problemerne eller de svære følelser, men som kan rumme at vi er i vildrede og ikke endnu kan sætte ord på, hvad vi har brug for. For der er ikke én opskrift på hvordan man kommer igennem en udfordring. Men en ting er sikkert; det er til stor gavn at tale sig klogere på sig selv. Altså at kunne snakke om det der er svært, for at komme igennem tvivlen og finde svar på den anden side. Ikke andres svar, men sine egne svar! Og det kan tage tid at finde egne svar og vi kommer gang på gang til at rette os efter andres svar på løsningen og havner derfor tilbage til udgangspunktet. Vi tænker “nu står jeg her igen” og må endnu en gang tage fat ved roden. Men for hver gang udvikles både vores sårbarhed og robusthed.