Juledagene er rendt ud og det nye år nærmer sig. Tilbage sidder jeg med følelsen af, at noget i løbet af året er lykkedes. Noget er gået godt.

Juleaften blev jeg grebet af en stor tilfredshed og glæde ved at se på mine børn. 3 af dem tjener deres egen penge på avisruter og korsang og derfor havde jeg bedt dem om selv at købe gaver til familien. Det tog de til sig med det samme og begyndte hurtigt, at gå meget op i det. De gjorde sig umage og kom til mig på skift for at snakke om deres idéer og bad om gode råd. Det endte altså ud i, at de så frem til at give hinanden gaver. Noget var hjemmelavet og andet var gammelt og gik i arv. Noget blev købt af de tjente penge. Uanset hvad og hvordan, så var det en fornøjelse, at følge processen. Der blev ordnet, købt, pakket ind og gjort klart. Alle gaver var klar til at blive lagt under træet og det var sjovt at se, hvordan hver deres gemyt afspejlede sig i måden det blev gjort på. Den ene var igang i god tid og havde gavene helt klar og pakket ind mange dage i forvejen. Den anden havde gjort meget ud af at gaverne var personlige og detaljeret pakket ind. Den 3. var ikke i så god tid, men ikke desto mindre kreativ i udvælgelsen af gaver for at spar lidt på pengene. Super sjovt at følge.

Dog vil jeg blot fortælle, at det allerskønneste ved hele dette “I-giver-selv-gaver-projekt”, var at se deres omgang med hinanden på selv juleaften. At se alle 4 børn gå hen og give hiananden et kram hver gang de fik en gave, var altså bare helt vidunderligt at se på. Jeg er rørt helt ind i min moderlige kerne. Den kerne, hvor jeg ikke er andet end MOR og hvor alt andet er sekundært. Stoltheden bliver stor og følelsen af, at være tæt på disse skønne unger, fylder mig med taknemmelighed.

Jeg har et ønske om, at mine børn får et godt og nært forhold til hiananden, som vil følge dem op igennem livet i gode og svære tider. Denne oplevelse giver mig en tro på, at det nok skal lykkes…